Jesus ur gik anderledes
Allan Graugaard Nielsen er sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i Aalborg og forfatter til flere bøger.
Jeg tror, Martha lærte noget af Jesus i søndags: Maria har valgt den gode del. Det skal du også gøre, Martha!
Det lå nemmere for Martha at vise det i handling. Men han havde jo ret: Det vigtigste er ikke det, vi kan gøre for Jesus. Det er det, Jesus kan gøre for os.
Søstrene fik snart lejlighed til at erfare, hvad forskel det gør, at vi har det, troen skal leve af – eller klamre sig til, når vi kommer helt derud. Lazarus var død, og det blev pludselig så ligegyldigt med hverdagens trygge gøremål. Alt det, der før var så vigtigt at nå, som kunne fylde sind og tanker time efter time – hvor betyder det dog uendelig lidt, når sygdom og død træder ind og bliver en del af vores virkelighed.
Gud kan kalde på os gennem sygdom og død. Det er sket mange gange, at det blev vejen tilbage for én, der var kommet for langt væk fra Gud. Det sker, vi bliver standset, når vi har fået for meget fart på.
Jamen bruger Gud da sygdom og død til det?
Vær på vagt, når du hører nogen give enkle svar på det. Gud har ikke givet os at kigge i hans facitliste.
Men vi ved, han sagde til disciplene, før de drog op til Betania: Den sygdom tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den. Gud føjede Lazarus sygdom ind i sin plan og brugte den til at vise dem, at Jesus er dødens overvinder.
Da Jesus nåede frem, sprang Martha straks op. Hun måtte ud og have luft for det, der brændte i hende, skuffelsen: Du kom for sent, Jesus. Hvorfor?
Martha vidste præcis, hvad Jesus skulle have gjort. Men hendes planer var ikke hans planer. Hendes tid var ikke hans tid. Han kom ikke for sent, hans ur gik bare anderledes.
– Martha, husk, at ét er nødvendigt!
– Ja, ja, siger Martha, men Lazarus, hvorfor skulle han dø?
– Han er ikke død for mig, Martha. Verden er større end din lille verden. Tilværelsen er mere end den korte tilværelse her. Det her sker for at I skal se og tro, at jeg er Opstandelsen og Livet, og at I får evigt liv ved at tro på mig!
Tro havde de ikke for meget af. Men de vidste at gå til Jesus med den fortvivlelse, smerte og bebrejdelse, de bar på. Så satte ham dem vel i rette? Sådan taler man da ikke til Jesus?
Jo, sådan taler man til Jesus. Når det er det, hjertet er fyldt af. Selv der lytter han. Og græder med dem.
Hvad græd Jesus over den dag? Var det den mur af bebrejdelser og vantro, de mødte ham med? Var det den kortsynede selvoptagethed, der lå i deres ord: Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have hindret, at Lazarus døde!
Eller var det døden selv? Døden derude i klippegraven. Men lige så meget døden i deres hjerter, de udslukte håb, de bristede forventninger – såvel som den smerte og uret, de bød hinanden, fordi de havde underskud af godhed og tro på sig selv – og på Gud.
Ja, derfor græd Jesus. Ikke over det, de kom til ham med, selv om det ikke var lige smukt det hele. Men mest over det, de ikke kom med, for det kunne han ikke hjælpe dem med.
Til dem, der kom, sagde han: Jeg er Opstandelsen og Livet! Og han viste dem, at han havde livet i sine hænder og kunne gøre det døde levende, hvor og når han ville.
Og for at løfte deres blik, der var så fikseret på deres egen korte stund på jorden, sagde han, at den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og: Enhver som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.
Han ville flytte vægten fra det bare at leve for sig selv til at være levende for Gud i al evighed.
Kristeligt Pressebureau
